17. jun. 2017

Overspisning... hvad er det ikke?

Overspisning er et ret relevant emne at snakke om, når man kommer ud af en spiseforstyrrelse. Der er desværre rigtig mange, der kæmper med overspisning - eller tendenserne hertil - når de er på vej ud af en spiseforstyrrelse eller er kommet ud af den.

Logisk set giver det god mening, at man både fysisk og psykisk har svært ved at "styre" kosten, når man har haft begrænsninger. Kroppen kræver mad og psyken har svært ved at fornemme sulten.

Læs også jeg snacker 

Overspisninger skal man ikke kimse ad, for det er ikke sjov. Og jeg underkender på ingen måde de problemer - fysisk og psykisk - det kan medføre. Der er dog ikke tale om en overspisning, hvis man spiser sig overmæt ovenpå en velsmagende aftensmad, hvis man smager på sin kagedej eller for den sags skyld blot spiser "mere end planlagt".
For god ordens skyld vil jeg lige nævne, at jeg ikke selv døjer med overspisninger - og har aldrig gjort det - så principielt kan jeg jo ikke rigtigt udtale mig om det. Dog kan jeg nogle gange mærke, at jeg har tendenserne - hvis man kan sige det sådan. Der er tidspunkter, hvor jeg ved, at 'syge-Maja' ville have vurderet det som værende en overspisning. I dag er jeg dog et sted, hvor jeg kan se, at det ikke er tilfældet.
Jeg har fundet ud af, at det er bedre for mig at slippe begrænsninger, for så opstår der ikke cravings eller følelsen af, at der mangler noget. På denne måde kan man ligesom komme det i forkøbet.

Desværre ser jeg mange, der bliver kede af, at de føler de har overspist. Dette uden de egentligt har overspist, men blot har skejet sig ud i forhold til de "regler", der måtte være. Hvilket er superærgerligt, for nogle gange spiser man bare mere end andre, og det er helt naturligt.

Instagram bugner i perfekt opstillede tallerkener med portioner, der passer i trekantsmodellen. Min egen profil er også et tilfælde på dette. Men det betyder altså ikke, at jeg ikke spiser uden for måltiderne. For det gør jeg. Det er bare helt enormt svært at tage et billede af, at man er ved at slikke en skål ren for kagedej. Jeg ville sikkert se supernuttet med browniedej på næsen og på brilleglassene, men i situationen tænker man altså ikke lige over, at man skal huske at tage et billede til Instagram. Desuden er fingrene også indhyllet i snasket dej, og det er altså ikke ønskværdigt at få det på sin telefon. Nu jeg skriver dette indser jeg, at jeg hellere må huske at gøre det næste gang.

Men netop fordi vi glemmer at vise disse sider, så kommer det til at fremstå som unormalt. Når man som spiseforstyrret kommer der med sine egne kostregler, så bliver det dem, der opfattes som det naturlige - selvom det ikke er tilfældet. Når man så opfører sig på en måde, der egentligt er ganske almindelig, så bliver det opfattet som forkert, fordi man har glemt hvad det normale er.
Når man er i den spiseforstyrrede tankegang så bliver det opfattet som usundt/ualmindeligt blot at slikke på en vingummi. Jeg tør vædde med, at der er flere, der spiser vingummier end der ikke gør.

Og husk nu, at sålænge man er undervægtig, så er ALT man spiser god for en.

Ja, ovenstående billedeserie med den gule vingummi er opstillet udelukkende for at have et eller andet billede at poste med det her indlæg.

9. jun. 2017

En god dag...

... ud af mange.

Jeg gik en periode hos en terapeut, der arbejdede med et såkaldt skuffesystem. I kender de der skuffedarier, der indeholder en masse små skuffer. Nogle af skufferne er røde, rodede og ødelægger billedet af det samlede møbel, mens andre er grønne, velorganiserede og pæne at se på.
At komme sig over en spiseforstyrrelse handler om, hvor mange grønne skuffer, der er, i forhold til de røde. Jo flere grønne des bedre.

Jeg synes dog det er vigtigt at nævne, at der i et sundt og godt liv skal være røde skuffer. Der skal være plads til de dårlige dage, for på mange måder er det dem, der styrker og hærder os til at klare og nyde livet senere hen. Det bliver dog først rigtig godt, når der er flest grønne skuffer i kommoden. Jeg tror netop man kan mærke, at man er på den rette vej ud af sygdommen, når man indser, at der er flest grønne skuffer.

Da jeg startede var der meget få grønne skuffer. Desuden var de røde skuffer så store, at de overtog alt plads, fra de grønne skuffer, der måtte være. Det ser anderledes ud nu.
I starten må jeg indrømme, at jeg kunne havde dårlig samvittighed over, hvis jeg havde en god dag. Det lyder helt sært, men sådan var det nu engang.

Efter min sidste eksamen var jeg nogle timer begravet i en rød skuffe. Det var fint nok, for jeg tillod mig selv at være der lidt og komme mig over al den nervøsitet og det antiklimaks, der kom i forbindelse med prøven.

I dag har jeg derimod haft en mægtig dag. En veloverstået eksamen med en god følelse blev efterfulgt af en næsten to timer lang tur på cyklen, hvor jeg var så heldig at være ude i det eneste tidsrum i dagens løb uden regn. Så bød min mor på kaffe på en cafe i Aarhus, i første omgang havde de egentligt glemt min kaffe, men så undskyldte de og gav os i stedet gratis chokolade. En hjemmelavet Snickers - spørg mig lige om jeg var henrykt. Desuden har jeg bare haft det wunderbar i min krop - det er heller ikk til at kimse ad.
Og selvom det har regnet som bare fanden hele dagen, kan jeg se på, hvor mange gode dage, der er for tiden. I dag er det de grønne skuffer, der overtager de røde og neglicerer deres betydning. Selvom de selvfølgelig kommer, så er man lynhurtigt ovre dem igen.

Det er muligt at blive glad og rask - husk det!

Her til sidst får i en random gif fra en af mine yndlingsfilm. Mest af alt fordi vejret leder op til en filmaften. Men også fordi jeg er fuldstændig forelsket i  Jack Nicholson (især) i denne rolle, og fortjener en masse positivitet og glæde.


8. jun. 2017

Du skal kunne løbe, Maja

I har ingen ide om, hvor tit jeg har fået at vide, at jeg da bare skal løbe. I medierne, i bladene og ikke mindst i idrætsundervisningen. Jeg føler nærmest, at alle kan tale med om, hvor hurtigt de kan løbe fem km. Men jeg aner det ikke, for jeg har aldrig løbet så langt, og derfor har jeg følt, at der har mangler noget for at jeg kan snakke med.
Generelt har samfundet det med at diktere, at nogle motionsformer er bedre end andre. Det gør, at visse ting bliver moderne, således at man dyrker de populære sportsgrene, selvom man ikke nødvendigvis interesserer sig for det.

I undervisningen bliver du vurderet på dit løb. Du skal igennem diverse tests for at tjekke din kondition, og det bliver altid foretaget gennem en løbetest (vel fordi det er nemmest). Sagen er bare den, at jeg ikke kan løbe. Rent fysiologisk er jeg så langt fra en løber man kan komme, og det gør også, at jeg ikke synes, at det er synderligt sjovt. Det gør ondt, er hårdt og er enormt kedeligt. Jeg husker tydeligt engang i gymnasiet, hvor vi fik foretaget en løbetest, hvor mit kondital gennem en biptest - ikke overraskende - var helt elendigt.
Jeg fik at vide, at jeg skulle forbedre mig - fordi det ikke var godt nok. Det var da hårdt for mig at få at vide. "Jaja fint nok, at du godt kan lide at være aktiv, men når nu din løbetest giver så dårligt et resultat, så er du bare ikke god nok" - selvfølgelig lidt karrikeret, men i en forvirret tankegang, hvor jeg var ved at finde mig selv, var det på daværende tidspunkt svært at huske, at der faktisk også er ting, hvor jeg klarer mig glimrende! Og når nu jeg altid har fået at vide, at jeg var dårlig i forbindelse med fysisk aktivitet, har jeg svært ved at sige til mig selv, at det nok ikke forholder sig sådan. 

Jeg kan stadig ikke løbe og jeg bliver nok heller aldrig noget atletisk under, men jeg elsker at bevæge mig, og så gør jeg det altså! Ens styrke og værd rent fysisk kan på ingen måde beskrives ud fra en 12 min løbetest eller en biptest - det ved jeg da heldigvis nu. Det er egentligt svært at skrive det her, men jeg frygter bare sådan, at andre derude, oplever samme reaktion. 
Jeg frygter at andre også oplever at blive vurderet ud fra, hvordan de klarer sig i idrætsundervisningen og på det grundlag holde sig fra sport generelt for at undgå det nederlag, der følger med. I bund og grund er jeg træt af, at idræt i skolen tager udgangspunkt i konkurrencen og ikke som en opfordring til den nydelse, glæde og velvære, der følger med.



Forresten løber jeg af og til mod bussen. Når tingene strammer til kan jeg tilsyneladende godt give den gas. Og nå ja, så har jeg jo mine cykler til at bevise, at jeg bestemt ikke er i dårlig form eller dårlig.


6. jun. 2017

Husker du at slappe af?

Vi har i dagens samfund enormt meget fokus på, hvor vigtigt det er at bevæge sig. Det er nok meget godt, for det er herrefedt at bruge sin krop på en måde, som man synes er sjov!

Det resulterer dog, at man glemmer en del af tilværelsen, der er mere vigtig end som så; nemlig hvile. Faktisk tror jeg, at det er blevet til en trend på de sociale medier at træne selvom kroppen er træt. En trend, der tager udgangspunkt i en tanke om, at træning er sundt - uanset hvad. Men er det også sundt, hvis det sker på bekostning af afslapning og restitution?

Man skal huske, at fysisk aktivitet er udfordrende. Det er jo netop derfor, at vi bliver stærkere af det. Det betyder også, at en ubalance mellem træning og afslapning kan skabe en stresstilstand i kroppen. En tilstand som man måske ikke opdager, fordi man normalt forbinder stress med noget psykisk. Samtidig kan man godt elske det man gør, og samtidig stresse kroppen ved det.

Særligt når man er undervægtig, og også i en periode efter man er begyndt at spise nok, er kroppen i en uligevægt, der gør det endnu mere vigtigt at huske at slappe af.
Personligt kan jeg mærke, hvordan jeg i en periode havde enormt svært ved at slappe af. Hver gang jeg skulle "lave ingenting" blev jeg i stedet enormt rastløs. Jeg tror jeg havde nogle følelser i krop og sind, som jeg ikke kunne være i. Disse følelser kom frem, hvis jeg ikke havde andet at se til, og det er bestemt ikke afslappende, at befinde sig i et tankemylder. Jeg plejer at snakke om fysisk og psykisk afslapning. Det er vigtigt at hvile begge dele, men også at kunne gøre det på samme tid.

Efterhånden har jeg heldigvis lært at lave ingenting - og hvor har jeg fået meget energi af det! Der sker nemlig det, at kroppen aldrig kan køre på maks, hvis man ikke giver den pause. Således bliver alt hvad man laver i virkeligheden blot sådan noget 'lala', hvor man derimod åbner op for muligheden til at gøre tingene 100% gennem den rette restitution.

Jeg ved, at mange "som jeg" finder en enorm ro i hård, fysisk aktivitet. Det tror jeg på mange punkter er godt, men ikke hvis det bliver den eneste måde at få ro på. Træning skal i min optik ikke være et afløb for de tanker, man ikke bryder sig om, eller en måde at flygte fra dem. Tanker kommer oftest for at fortælle en noget, og det er så vigtigt, at vi lærer at stoppe op, lytter til dem og prøver at forstå, hvad de vil os. Uanset hvad vil man få perioder i sit liv, hvor man ikke kan træne, og så er det bare virkelig vigtigt, at man kan i stedet kan "lave ingenting" uden hverken tankemylder eller rastløshed.


5. jun. 2017

Den glade mave

En del af efterdønninger på at have en spiseforstyrrelse er det her med at have dårlig fordøjelse. Det bliver hurtigt rimelig overdetaljeret at snakke om, og derfor bliver det blot endnu et tabu. Ligesom det altid bliver med de ting, man ikke snakker om, så glemmer man at det faktisk er meget normalt. Desværre er der rigtig mange mennesker derude, der kæmper med mavebøvl (lad os kalde det det fremover) - spiseforstyrret eller ej. Når man står i det, kan det dog meget hurtigt komme til at virke som om, at der er noget helt galt - for det føles underligt.


Jeg er blevet spurgt flere gange, om ikke jeg kunne give en liste med råd til en glad mave. Det ville jeg egentligt have gjort, for jeg har heldigvis fundet mine metoder til at holde det nede, og endda helt undgå det. Selvfølgelig hjælper det også, når man har indfundet et normalt vægtniveau, men jeg tror ikke man kan undgå, at det alligevel fylder en del efterfølgende. 
Jeg har dog valgt ikke at lave en sådan liste, fordi jeg efterhånden har erfaret, at dette er endnu en af de ting, der er individuelle. Så individuelle, at mine råd ikke nødvendigvis gælder for dig - måske endda tværtimod. 
Jeg har nemlig fundet ud af, at nogle af de ting, der fungerer godt for mig; linser, bananer, dadler og lignende, er nogle af de ting man generelt siger, der fremprovokerer det modsatte.

I stedet vil jeg opfordre til, at man tør prøve nogle forskellige ting af, og samtidig lærer at sige nej til de ting, der ikke er så gode. Selvfølgelig kan man spise lidt af det hele, men hvis der er noget, hvor man ved, at ens mave reagerer voldsomt, så er det nok en god ide at skrue lidt ned. Det kan umiddelbart virke kedeligt, hvis der er tale om noget man godt kan lide, men i virkeligheden har man i sidste ende ikke ret meget lyst til noget, som man ved, man bliver decideret dårlig af.

Vi er blevet enormt årsagsorienterede, når man oplever problemer som dårlig fordøjelse. Har jeg nævnt det på Instagram bliver jeg lynhurtigt spurgt, om jeg er tjekket for IBS, laktoseintolerence, cøliaki, om jeg kan tåle sukker eller noget helt femte.. eller sjette.. eller...
Jeg kan så fortælle, at jeg ikke fejler noget. Og selvom der er fødevarer jeg fungerer langt bedre med end andre, så er der altså ikke tale om en decideret allergi eller intolerence. 
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg morer mig over dem, der kalder sig selv eksempelvis gluten- eller laktiseintolerrente uden at have en lægelig diagnose. Jeg underkender selvfølgelig ikke dem med reelle 'diagnoser' eller de maveproblemer, som folk står med, men jeg tror dog, at det er blevet et modefænomen. Et modefænomen, der gør, at folk bliver kastet ud i at bruge flere penge på et dårligere produkt.
Når langt flere tilsyneladende reagerer på supermarkedets brød, er det så på grund af en øget glutenintollerence blandt befolkning? Er det alle de andre, mærkelige ingredienser, som det også indeholder, der forårsager problemerne? og reagerer man på samme måde, hvis man spiser et hjemmebagt brød, der kun består af mel, vand, surdej og salt?
Det er jo et interessant spørgsmål, der leder op til en helt anden debat. 


3. jun. 2017

Løbsrapport 1.0 - WeBike Aarhus Rundt

Jeg har i dag kørt mit første motionsløb, og til det hører en løbsrapport - alt andet ville være forkert!
Jeg kørte WeBike Aarhus Rundt. En 51 km rute, i smukt tærren, mange højdemeter (ifølge min cykelcomputer 394 hm) og en rute kun for kvinder - perfekt tænkte jeg.

Det var en fantastisk oplevelse, og det er absolut ikke sidste gang, jeg skal køre sådan et. Grundet forskellige omstændigheder havde jeg ikke de vildeste forventinger til mig selv. Blandt andet kan jeg prale af et knæ samt lår, der bestemt ikke har villet samarbejde, en negl, der valgte at falde af lige inden, en glemt cykelcomputer samt forvirring omkring starttider. Overordnet set var jeg dog virkelig godt kørende, og jeg kan slet ikke få hænderne ned. Min egen personlige sejr og gode oplevelse vejer op for nogle af de fejl jeg - og mange andre - fandt fra arrangørens side. Fejl der blandt andet inkluderer dårlig skiltning og lidt for store tanker om sig selv. Følg med i det følgende.


Starten gik klokken 11.30 i en masterstart ud af byen. Dette var ganske lækkert, og vi blev gelejdet igennem byen, hvor der stod folk og holdt bilerne tilbage, så vi kunne komme forbi. Fra start havde jeg placeret mig bagerst, da jeg - som I nok ved - har en tendens til at undervurdere mine egne evner, snarere end at overvurdere dem. Da den reelle start gik efter 4 km, fik jeg dog arbejdet mig op i den forreste gruppe, uden de store problemer. Der sad jeg fint med i bagenden. Dog blev jeg sat i et uopmærksomt øjeblik, hvor jeg ikke havde opdaget en dum kantsten, der gjorde, at jeg skule helt ned i fart. Jeg måtte indhente de forreste nedad, og mit uendelig had til tyngdekraften blev virkelig bekræftet. Jeg er dårlig til at køre ned ad bakke, så jeg måtte bruge en del kræfter på ikke at tabe endnu mere afstand. Men hentet det blev de nu engang, da det endelig fladede ud. Jeg fik endda afprøvet rulleskift, og kunne udveksle et par ord med de flinke kvinder (piger nok nærmere) i gruppen.


På dagens første rigtige stigning, kunne jeg endnu engang mærke min styrke i at køre opad. Min lave vægt og passion for at køre opad, er givetvis et problem, når det går nedad, hvorimod det virkelig betaler sig, når jeg kommer ind på bakkerne. Jeg kom let over den første bakke og ellers gik det rimelig problemfrit og nemt med en høj fart indtil ca 15 km før mål.

Vi kom til Mårslet, hvor det rimelig høje tempo og de mange indtryk begyndte at kunne mærke sig på min mentale træthed. I Mårslet var skiltningen exceptionel dårlig, og der blev blandet rundt i 110 km-ruten og 51 km ruterne. Havde jeg ikke fulgt med de to forreste, der havde indkodet ruten på GPS, havde jeg aldrig fundet rundt. Vi endte da også med at dreje forkert, og tog en detour, der heldigvis ikke var synderligt lang. Vi mistede ikke så meget tid, at det var en katastrofe.

Efter Mårslet til Fulden gik det udelukkende nedad, og selvom jeg inderligt forsøgte at følge med, fik jeg dem ikke indhentet. I Fulden går det heldigvis ret stejlt opad, og det lykkedes mig faktisk at få indhentet de forreste på den ene bakke. Jeg troede da, at jeg kunne hægte mig på og samle lidt kræfter igen, men jeg måtte se mig slået på vejen ned mod Moesgaard, og kørte solo de sidste 10 km til mål.
På vejen ud af Moesgaard skov gik ruten ud på Strandvejen, hvilket jeg ikke var fan af. Jeg troede faktisk, at jeg var kørt forkert. Jeg blev indhentet af et par af de mænd, der var kørt afsted et kvarter senere, som jeg selv havde overhalet lidt tidligere, og vi kørte sammen tilbage til Cykelbanen, hvor målstregen lå.




Arrangørerne havde planlagt en runde på cykelbanen som afslutning i 'ægte Roubaix-stil', der på papiret lød som en glimrende ide. Realiteten var dog en anden. For at komme ind på cykelbanen var der anlagt grus, der ikke var godt at køre i. Der var en del der træk, og selvom jeg selv begav mig ud i at cykle igennem det, havde det formentlig været hurtigere at gå. Det var en dårlig ide med den runde, men det var jeg ikke ene om at synes, så mon ikke arrangørerne reviderer den plan til næste år?

Nu endte jeg jo med at have en fantastisk oplevelse. Man kommer ikke udenom, at området er fantastisk smukt og derfor perfekt til et motionsløb, samtidig er den også teknisk, hvilket jo er noget jeg elsker. Jeg vil hellere køre på veje, hvor man skal tænke lidt, end hvor det bare handler om, hvem der kan køre hurtigst. Dog havde jeg nok foretrukket at betale lidt mere, og så have bedre skiltning undervejs, bedre ernæring undervejs og efter mv. Det havde nok højnet oplevelsen for mange en god slat.
Af dem, der kørte min rute tror jeg, at jeg endte som nr fire. Jeg har endnu ikke set de endelige resultater eller sluttid, men min egen cykelcomputer (som jeg forresten endte med at få hentet - heldigvis) kunne fortælle, at jeg kørte ruten med en snitfart på 26,9 km/h. Det kan man vist ikke være utilfreds med, når nu det er ens første løb, der endda blev foretaget i kondisko.


2. jun. 2017

Når man skal have fat i de tungere skyts

Som spiseforstyrret har man en række 'lovlige' fødevarer og en række 'ulovlige' fødevarer. Jeg tænker, at det er en af hovedkriterierne for sygdommen, og derfor kan jeg vist godt tillade mig at generalisere og sige, at det gælder for alle.
I forbindelse med at blive rask handler det om at løsne op for tanken om de "forbudte fødevarer", for der er intet, der er forbudt - slet ikke når man har haft en spiseforstyrrelse og/eller er undervægtig!

I de kostplaner og råd, jeg har fået for vægtøgning, er det altid smør på brødet og sødmælk til morgenmaden, der anbefales. Sagen er bare den, at jeg aldrig har været en smør-på-brøddet-type og jeg har aldrig i mit liv drukket et glas mælk. Jeg mener stadigvæk, at det er helt i orden for en spiseforstyrret at takke nej, såfremt personen rent faktisk kan fornemme, at det er et reelt nej og ikke bare den syge del, der træffer beslutningen. Dog fokuserede jeg dengang på at komme op og spise de samme ting, som jeg gjorde førhen... Sagen var bare den, at min daværende 'kost' ikke rigtigt passer til mig i dag. Jeg er blandt andet blevet ældre og bruger min krop anderledes - en ganske naturlig ændring.

Men nej, jeg har aldrig smurt mit brød med smør, dog har jeg fundet mange andre metoder, der er helt lige så gode. Med det sagt, vil jeg nu gerne indrømme, at "spelt-agtig", som jeg på mange måder er, så elsker jeg smør som alt andet end smørelse. Smør er blandt andet genialt at stege i - jo det er - og der er altid en pakke i mit køleskab.

Når man står der og er spiseforstyrret og skal tage på, kan man jo godt se med fornuftshjernen, at man bliver nødt til at introducere forbudte fødevarer for at komme nogen steder. Jeg fik hurtigt øjnene op for min daglige snackskål med chokolade og andet lækkert til efter aftensmaden (der forresten stadig eksisterer), men der skal også bare mere til end noget lækkert chokolade hver aften - i hvert fald for mig. Det handler om, at man skal have fat i de "tungere skyts" - det som man ikke troede man måtte få.

Der hvor jeg virkelig indså, at jeg egentligt havde rykket mig ud af spiseforstyrrelsen, var da jeg fuldstændig kompromisløst fokuserede på min egen krop, dens behov og mit velvære, når der skulle vælges mad. Når man prøver de ting af, som man ved er gode for én, uden bagtanker, så ved man, at man er på rette spor.
Jeg har 'lært' mig selv at spise mayonnaise, hælde ekstra olie i min humus, pesto eller anden hjemmelavet pålæg, bruge fløde i maden og drikke mælk. Blandt andet. Alt sammen fordi jeg ved, at det er godt for mig - og nå ja, så smager det bare absurd godt med sådan en pastafløderet!

For mig var det en overgang nemmere at bruge slik og chokolade som vægtøgningsredskab. Det er også hyggeligt, men det er bare ikke nok, og derfor ikke holdbart på længere sigt. Man skal turde åbne op for noget nyt, afprøve nogle ting og teste, hvordan det fungerer. Når man kan gøre det uden at høre 'sin ven' spiseforstyrrelsen larme i baggrunden, så spiller det. Man kan jo sige, at der både findes mennesker med et ønske om vægtøgning, der ikke er spiseforstyrrede, og så er der dem, med en spiseforstyrrelse. Forskellen er for mig at se, ens indstilling til at prøve nye fødevarer af.