27. apr. 2017

Oversete serie 1.0 #NewGirl

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg, ligesom så mange andre, er ellevild med at se serier. Netflix er min pusher til det, og jeg tænkte, at jeg vil starte en lille føljeton, hvor jeg anbefaler nogle af mine yndlingsserier. Særligt vil jeg gerne gøre opmærksom på nogle af de serier, som jeg synes er en smule oversete.
Nu har jeg en tendens til at se serier mange gange. Rigtig mange gange. Desuden bliver jeg altid enormt inddraget i historien, og jeg er bare typen, der tuder i med- og modgang over scener fra diverse serier.

Her til start vil jeg anbefale New Girl.

En Sitcom, ligesom alle de andre, men alligevel er den bare noget for sig. Den er på mange måder helt enormt fjollet, men jeg synes virkelig, at det fungerer. Jeg både griner og græder over hovedpersonernes mærkelige påfund og personligheder. De har hver især deres laster og styrker, og sådan er det jo ofte, men seriens producenter formår virkelig at få deres forskelligheder til at spille godt sammen.
Lige kort handler New Girl om pigen Jessica, der flytter ind hos 3 gutter i en lejlighed i LA. Herefter følger man deres fælles op- og nedture, deres kærlighedsliv, deres forsøg på at blive 'rigtig voksne' og meget andet.

Serien kan ses på Netflix, hvor der lige nu er 5 sæsoner klar. Den kan virkelig anbefales, når man har brug for noget sjovt og ikke rigtigt gider forholde sig til noget seriøst. Jeg er underholdt hele vejen igennem.

24. apr. 2017

Jeg håber ikke, at jeg er den eneste der..


  1. Ofte kommer til at synge med, når jeg har høretelefoner på i bussen, og hører musik
  2. Elsker random Gif's og memes (jf nedenstående)
  3. Aldrig lukker døren til toilettet, når jeg er derhjemme
  4. Diskuterer med, når jeg hører en debat i TV eller radio (eller når jeg ser cykling)
  5. Har ret tydelige tanlines på ben og arme, der gør, at det ser komisk ud, når jeg går med shorts
  6. Har det med at "dømme" folk ud fra, hvad de har i indkøbskurven i supermarkedet.
  7. Først opdager, at jeg har svedt efter en cykeltur, når min mor kommenterer
  8. Elsker at lave de normale "købe-varer" selv (såsom ketchup, chutney, mayo, remo mv)
  9. Altid spiser en hel agurk, når først den er åbnet
  10. Er stoppet med at købe agurker, fordi det er ret dyrt bare at kværne agurker i et væk
  11. Sidder og kommenterer højlydt på; "hvem det er, der dog gider at se Paradise", mens jeg selv ser det
  12. Har et kæmpecrush på Tobias Hamann #bagedystTobias #hjertehjerte
  13. Har en løbende udgift på min MobilePay til præcis 39 kr (prisen for 3 kugler is hos Marselisborg Ishus)
  14. Hader at løbe
  15. Bruger al for meget tid på at spille Wordfeud (eller andre mobilspil)


21. apr. 2017

Fuck, hvor er du klam!

Jeg undrer mig over, hvorfor det tilsyneladende er så meget nemmere at kritisere sig selv, end det er at kritisere andre.

De fleste har nok prøvet at kaste diverse skændsler og hadefulde ord mod en selv, men hvor ofte vil man bruge de selvsamme ord mod andre?
Det fascinerer mig egentligt, hvad det er i vores samfundsstruktur, der tilsyneladende appellerer til dette enorme selvhad. Har det altid været sådan eller er det en ny tendens?

Jeg tror det bunder i, at vi lever i et enormt konkurrencepræget samfund. Det skal altså være perfekt for at være godt nok - eller sådan opfatter vi det tydeligvis. Desuden er vi blevet enormt kropsfikserede, hvilket gør, at kroppen bliver som en skulptur af os som person. Den skal pludselig designes, ændres og formes sådan, så den passer ind i idealet, som om vi alle var født til at stå model for en græsk statue.
Desuden tror jeg, at de sociale medier er med til at forstærke disse problemer. Uanset hvor vi kigger hen, får vi klasket en perfekt proportioneret røv i hovedet eller et billede af veninden, der lige har løbet 15 km. Jeg skal nødigt være hellig her, for jeg gør det selv. Det interessante er egentligt, at vi jo allesammen gør det i større eller mindre grad.
Endeligt tror jeg, at mange er bange for at virke kæphøje og for selvsikre, hvis man 'tillader' at rose og komplimentere sig selv.

Jeg tror som sådan ikke, at løsningen er, at vi skal ændre på nogle af disse ting. Det er svært at komme udenom de sociale medier og det er umuligt at ændre denne udvikling fra den ene dag til den anden. Jeg tror i stedet, at svaret er, at vi skal lære at håndtere disse udfordringer. Husk på, at Facebook ikke har eksisteret meget mere end 10 år og det er derfor klart, at vi endnu ikke har lært, hvordan det bruges bedst. Vi skal indse, at det er okay at elske en selv i det mylder af mennesker og kroppe vi dagligt eksponeres for.

Jeg er ikke i tvivl om, at den høje rate af især piger med depressioner, angst, spiseforstyrrelser og lavt selvværd er forårsaget af disse årsager. Vi tvinges til hele tiden at se på og forholde os til andres "perfekte liv", mens vi kan kigge ned ad os selv, for kun at notere os samtlige "fejl". Vi er bange for ikke at kunne klare os i mylderet. Derfor 'kræves' det, at vi passer ind, men samtidig også, at vi kan skille os ud og være bedre end de andre.

Husk på, at vi ikke allesammen kan være lige gode til alt.
Næste gang du tager dig selv i, at kritisere dig selv eller dit udseende, så spørg, om du nogensinde kunne finde på at sige de samme ord til din veninde, din mor eller en vidtfremmed på gaden..


Dette postkort hænger på mit køleskab. Det er en ret god reminder, som jeg gerne vil dele med jer.  

19. apr. 2017

Tre betydningsfulde indlæg

Min blog herinde fylder snart et halvt år, og jeg har derfor tænkt lidt over, hvilke indlæg, der har været de mest betydningsfulde for mig at skrive og samtidig fået enormt god respons på.
Jeg tænkte, at jeg ville dele dem herinde igen, da jeg finder dem særlige for bloggen.

Her kommer de:







Velkommen til "uperfekt perfekthed"

Uperfekt perfekthed er et udtryk jeg har opfundet, da jeg indså, at et godt liv fuld af glæde, gode minder og oplevelser ikke behøver at være "perfekt".

Allerede i ordet "perfekthed" ligger en del af betydningen af mit lille udtryk. Perfekthed er nemlig slet ikke et rigtigt ord, men det er alligevel en genialt term, og det beskriver samtidig den ufuldkommenhed, der er ved 'uperfekt perfekthed'.

Jeg har i hvert fald erfaret, at man ikke skal vente på, at ens liv bliver perfekt før man kan tillade sig at være glad og lykkelig. For ens liv bliver altså aldrig perfekt, og så kan man i stedet komme til at vente meget (meget) længe før man bliver glad.

Livet indeholder op- og nedture. Nogle gange får nedturene overtaget, men med en god balance mellem godt og skidt opnås 'uperfekt perfekthed', hvor tingene bare er rare. Måske det netop er nedturene, der får en til at nyde de gode stunder, samtidig med at man er istand til at tage ved lære og vokse af udfordringerne.


18. apr. 2017

Må jeg sige nej tak?

Jeg har virkelig ofte tænkt, at jeg skal kunne færdiggøre en hel plade chokolade, hele slikposen eller kunne spise et helt stykke kage. Når nu jeg på mange måder føler mig rask fra min spiseforstyrrelse, så vil jeg da vise, hvordan jeg kan jage de syge tanker væk og spise masser af chokolade på én gang.

Sagen er bare den, at jeg sjældent har lyst til at spise en hel plade Rittersport, når lysten til chokolade kommer. Derimod føler jeg mig tilfredsstillet efter et par stykker. I stedet vil jeg hellere spise lidt hver dag (eller flere gange om dagen), hvor jeg nyder hver enkelt bid, fremfor at gøre mig selv fysisk dårlig ved at overspise fredag aften og efterfølgende miste lysten til choko resten af ugen. Jeg føler dog, at folk dømmer mig ud fra tanken om, at det "vist er spiseforstyrrelsen, der taler", når jeg pakker min chokolade sammen og gemmer resten til næste dag.
Det er som om, at standarden er blevet, at man da selvfølgelig altid har lyst til slik, chokolade og kage, men er det i virkeligheden sådan, eller er det blot blevet samfundsnormen?

Når der serveres kage (og det sker ofte, hvis man tænker over det), så har enten ingen lyst, og så siger jeg nej tak, eller også har jeg lyst og så takker jeg ja. Jeg spiser en bid og det er lækkert. Jeg spiser en mere og det er stadig ret godt. Men derefter er det som om nydelsen går ned, og jeg har ikke lyst til at spise resten. Men er det egentligt ikke enormt uhøfligt at takke nej til kage eller ligefrem at levne den kage, som folk har brugt tid på at bage?
Ofte får jeg en kommentar om, at "det da godt nok var et sparsomt stykke", men er det ikke bedre, at jeg spiser det jeg har lyst til, nyder det og spiser kage igen næste dag, hvis det er det jeg har lyst til?

Faktisk er jeg ellevild med de der små fesne smagsprøvestykker, man får, når man køber en kaffe hos Emmerys. Det passer lige til sådan en som mig. Perfekt størrelse. Perfekt til at man får den glæden ved stykket, men ikke så meget, at man får den der kvalmende fornemmelse bagefter.

Jeg tror det er en vigtig at huske, at man ikke bare skal spise for at glæde andre eller vise, hvor meget "i balance" man er. Min konklusion med det her er, at det er okay at jeg (og alle andre for den sags skyld) takker nej til kagen eller pakker halvdelen af min chokoladebar sammen. Det er ikke spiseforstyrrelsen "der taler", men derimod vil jeg snarere kalde det spiseforstyrret at tvinge sig selv til at fortsætte.


17. apr. 2017

Søndagstanker på en mandag

Nu sidder jeg her på anden påskedag og har lyst til at plapre løs. Jeg har af og til dage, hvor jeg har lyst til at snakke om vidt og bredt. Okay sådan har jeg det stort set altid, men ofte skriver jeg om mere seriøse ting, mens jeg på dage som i dag bare har lyst til at skrive om noget, der i bund og grund er fuldstændig irrelevant for dig derude. Disse dage kalder jeg søndage. Det er dage, hvor jeg går rundt i behagelige bukser hele dagen, drikker litervis af te, bager boller og nusser om ting. Søndage behøver ikke nødvendigvis ligge på en søndag, men det sker dog ofte, at jeg er søndagsagtig om søndagen. Men i dag er det altså mandag og jeg holder søndag i dag!

Jeg har lige fået mit spejlreflekskamera hjem igen, og jeg går og overvejer om jeg skal begynde at bruge det igen. Det er længe siden sidst og jeg kan tilsyneladende ikke huske at indstille det korrekt. Jeg hader inderligt, når folk køber et dyrt kamera, men alligevel aldrig lærer at bruge andet end "auto"-funktionen. Jeg tænker, at det da er et værre spild - og tåbeligt.
Jeg kunne jo blive en af de Instagram-profiler, der har de vildeste madbilleder og høster tusindvis af følgere deraf. Jeg synes egentligt det tager lidt af den oprindelige ide med Instagram væk og giver endnu større mulighed for at vise noget, der ikke er et øjebliksbillede, men derimod et nøje tilrettelagt, opstillet og redigeret billede. Det er en stil jeg prøver at tage afstand fra, så det ville jo være at gå imod mine egne principper og lege dobbeltmoralsk. Desuden kunne jeg jo pisse yderligere på egne principper ved at tage alle mine billeder på "auto"-mode - så ville det gå helt amok. Måske jeg også bare skulle lade være og fortsætte med at bruge min iPhone... eller også skulle jeg gå på kompromis, genindlære mine evner til at indstille et kamera og engang imellem bruge "rigtig kamera"-billeder på Instagram, fordi jeg faktisk synes det er skidesjovt at tage fine billeder.
Hmm.. det dilemma må jeg vist tænke videre over...

Udover dette har jeg også andre planer. Min bror og hans kæreste flytter midlertidigt til en by nær Viborg. Jeg kom lidt til at sige, at jeg en dag kommer på besøg med min cykel. Det er længere (men ikke så meget) end min hidtil længste tur til Ebeltoft, så rent fysisk burde jeg sagtens kunne køre det. Sagen er bare den, at jeg tænker, at det er mere kedeligt at køre på heden (færre bakker, mere vind) end at køre langs vandet ved Kalø Vig. Måske burde jeg bare erkende, hvor meget jeg egentligt elsker at køre på cykel, og så lade den tur blive min næste etape i træningen til de franske alper.

Noget i en helt anden boldgade er, at jeg står i den situation, at jeg strikker to par strømper ugentligt. Min mor er fyldt op, og jeg har aldrig selv haft flere tykke strømper, end jeg har nu. Jeg overvejer at starte en mindre fabrik, hvor folk kan købe mig garn, og så kan jeg få lov at strikke strømperne, for så at levere dem tilbage til folk uden omkostninger. Eller også kunne jeg opsamle restegarn og strikke strømper, som jeg kunne donere til godtgørende formål. Mulighederne er mange og jeg ved bare, at jeg ikke længere har plads til flere strømper i min sokkeskuffe.
Mine bekendte må vist bare se frem til at få sokker i gave til næste fødselsdag, i fald mine sokke-mani fortsætter ligeså uhæmmet som nu.

Endeligt vil jeg gerne give en kritik af de termokrus, man kan købe derude. Generelt gælder følgende kritik også for kopper, termokander, flasker og andet, som man skal drikke af. De er simpelthen for små! Jeg drikker altså enormt meget te (og vand for den sags skyld) i løbet af en dag, og uanset hvilken kande man bruger, er man jo nødt til at gå tilbage i køkkenet for at fylde mere vand på mange gange. Det er jo latterligt!

For tiden får jeg virkelig mange henvendelser fra piger med en eller anden psykisk sygdom, pårørende, cykelentusiaster, helt "almindelige" mennesker og alt derimellem, der fortæller mig, at de elsker at følge med. Instagram og bloggen startede jeg som et redskab til at hjælpe mig selv, men det, at nogen derude finder mig inspirerende, og rent faktisk kan bruge mine små ord, er helt igennem fantastisk. Det giver mig helt vildt meget og jeg kan slet ikke beskrive min taknemmelighed for al den positive respons, jeg får på mine indlæg og opslag på Instagram. Af hjertet tak!